Go-kart eller Karting som det hedder officielt, er der hvor al 4hjulet motorsport begynder. I Karting forenes motor og sport fuldstændigt.

En kart består ”blot” af en rørramme med fire hjul og en passende motor. Med direkte styring, fast træk mellem motor og den stive bagaksel og køreren siddende 3 cm over asfalten bliver farten og al belastning i sving overført til køreren.

I løb køres der ofte meget tæt (kofanger ved kofanger i bogstaveligste forstand) og der tit mange overhalinger (der er flere overhalinger i eet gokart løb, end der er i en hel Formel-1 sæson), så køreren skal være 100% koncentreret.

Karting kræver som al anden sport en seriøs indstilling idet hastighederne ofte kommer op over 110-130km/t, og derfor skal både materiel og kører være i topform.

For at køre Go-kart skal man være medlem af DASU (Dansk Automobil Sports Union), som er tilknyttet til DIF (Danmarks Idræts Forbund) og CIK (den International Go-kart union). Her tegner man en Licens som giver ret til at deltage i løb arrangeret af DASU/CIK (DM, EM, VM samt diverse åbne løb).

Medlemskabet af DASU (og dermed DIF) sikrer at alle regler (politivedtægter/myndighedskrav og ikke mindst tekniske og sportslige reglementer) er overholdt ved såvel træning som løb.

Karting i DASU regi må ikke forveksles med andre former for Go-kart (indendørs udlejning, knallert Go-kart etc.). Go-kartkørsel må derfor også kun afvikles på lukkede asfaltbaner beregnet til formålet. I Danmark er der ca. 10 baner, og på Amager ligger Københavns Go-kartbane hvor LUG holder til. Go-Kart er den suverænt største sportsgren i DASU.